Min have er fyldt med hybenroser også kaldet Rosa Rugosa eller bare vilde roser. Det er min yndlingsblomst og fuglene elsker dem også. Altså de små røde hybenfrugter, som roserne efterlader. De er en slag superfood og fyldt med naturligt C-vitamin.
Under 2.verdenskrig høstede man for eksempel tonsvis af hyben i England fra vilde roser til fabrikation af hybensirup som supplement af C-vitamin til krigens børn. Og for bare en generation siden sad danske kvinder og pigebørn med en teske og fjernede de små kerner, kløpulveret, inden marmeladen blev kogt. Det er en Zen-beskæftigelse, som tilsyneladende er gået helt af mode, i hvert fald i Hornbæk, hvor en gruppe landskabsvandaler har deltaget i en massakre på 25.000m2 klitroser. Det svarer til omkring fem fodboldbaner med internationale mål.
Roserne blev plantet for hundred år siden af private lodsejere for at skaffe læ i haverne og ly til badegæsternes omklædningsscener.
Roserne er historiske og fortæller om den gang, velhavere drog fra hovedstaden og tog på landet med møbler, tjenestepiger og hele hurlumhejet. Sidst på sæsonen kogte køkkenpigerne dejlig hybenmarmelade og hældte den glinsende hybensirup på fine glas. En eftertragtet spise på det nybagte brød til eftermiddagsteen under parasollen.
Den gang var solen farlig – ikke de vilde roser. Børnene plukkede kronbladene og lavede duftvand, som de fyldte på små flasker. Kløpulveret kunne også bruges, og mange gamle mostre har måttet forlade tebordet for at skifte musselinkjolen, fordi det var lykkes den lille Alexander at liste en håndfuld kløpulver ned af ryggen på hende.
I tårnet på det gamle tidligere badehotel i Hornbæk blev der indrettet cocktailbar og den hotteste cocktail til kvinder var den gang en blid RosaRugosa serveret i stilkeglas pyntet med et enkelt rosenblad, der flød stille rundt i en blanding af gin og grøn bols. En smuk drik. Røde læber og pagehår. Lange ravrør til cigaretterne. Hemmelige aftaler om at mødes med naboens søn næste dag i klitterne. I rosen-gryden, den med Tornerosekrattet, hvor man kunne kissemisse, og det der var værre, uden at nogen så det.
Det hele er slut nu. Alt er revet op med rode – kun duften er tilbage og svæver stadig hjemløs rundt og prøver at finde et sted at være. Men det lader sig ikke gøre, ikke i Hornbæk i hvert fald. Roserne er væk. De invasive rosenhadere har efterladt stranden nøgen, og duften må nu søge nord på, mod Rågeleje og Tisvilde, hvor de vilde roser fylder landskabet med farve og poesi. Menneskene følger roserne, og derfor er der fyldt med gæster og turister i Tisvilde. Her har man forstået at landskabets poesi er den afgørende faktor, når det handler om at tiltrække landliggere og andet godtfolk. En nøgen strand med flyvesand er en torn i øjet på de fleste.
Trods alt er jeg sikker på at roserne vender tilbage. Før eller senere. Rødderne stikker dybt og skønheden vinder altid.